Oplev Hamborgs alsidige bydele

19. marts 2021

Det er sjældent nødvendigt at rejse til Langbortistan for de store oplevelser.

Den tyske by, Hamborg, ligger kun få timers rejse fra Danmark og byder på et hav af interessante oplevelser. For eksempel kan du tage færgen fra Rødby i Danmark til Puttgarten i Tyskland og tilbagelægge den sidste del i bil. Ved ankomst venter en række alsidige bydele. Her er tre af dem, du ikke bør gå glip af under dit besøg.

Dyrk de fine fornemmelser i Neustadt

Neustadt er Hamborgs indre og centrale bydel, som absolut bør opleves under et besøg i byen. Bydelen er kendt for sin eksklusivitet og lidt finere fornemmelser. Mange hoteller og butikker har adresse her, hvilket gør det til et optimalt sted at indlogere dig og shoppe løs.

Neuer Wall er gaden, som især er kendt for sine gode muligheder for at handle i de finere butikker. Når sulten melder sig, kan du nyde godt af de mange muligheder for at få en bid lækker mad. Gode caféer og restauranter er der nok af i denne del af byen. Efterfølgende kan du lade måltidet falde på plads med en gåtur om den smukke Alstersø. Foretrækker du at sejle eller padle på søen, er det også en mulighed. Færger, kanoer og SUP er alt sammen en del af søens trafik.

Afsæt en dag til moderne arkitektur i HafenCity

HafenCity er Hamborgs imponerende og moderne havnefront, som har taget form i løbet af de seneste årtier. Byggeprojektet blev fløjtet i gang i 2000 efter flere års intensiv planlægning. I dag kan besøgende nyde godt af den flotte arkitektur, som favner tidens tendenser og imponerer med innovative former, prangende dimensioner og kreative påfund.

En tur forbi Elbphilharmonie er et absolut must i denne bydel. Koncertsalen er i dag Hamborgs vartegn og stolthed. Her kan du opleve en koncert i fornemme rammer eller blot nøjes med at beundre bygningsværket udefra. Afsæt også gerne tid til at beundre det imponerende arbejde, som finder sted i havnen. Containere, kraner og store fragtskibe vidner om byens vigtige status som industrihavn.

Kultfænomener venter dig i St. Pauli

St. Pauli er Hamborgs arbejderkvarter med masser af sjæl og karisma. Barer, restauranter og et væld af sjove butikker mødes her i en stor pærevælling. Området er også hjem for en af byens største kultfænomener; Fodboldklubben FC St. Pauli.

For de dedikerede fans handler det dog ikke så meget om præstationerne. Ånd, loyalitet, budskab og stemning er i stedet, hvad der får utallige fans til at flokkes om klubben. Et andet af kvarterets kultfænomener er Reeperbahn, som primært er berygtet for sit pumpende natteliv. Her kan du for alvor slå dig løs for en aften i selskab med de festglade besøgende.

Du skal altså ikke mangle ting at give dig til under dit besøg i Hamborg. Spændende og alsidige bydele er der nok af, hvilket giver dig en række forskellige oplevelser i en og samme by. Bedst af det hele, så ligger Hamborg kun en smuttur fra Danmark. Det betyder, at du slipper for at skulle afsætte oceaner af tid til selve rejsen. I stedet kan du dedikere tiden til de mange oplevelser, som venter dig.