5 hurtige tips til at pakke din bagage

29. januar 2018

Det kan være svært at få præcis den mængde bagage med, som man gerne vil, når tiden er inde til at rejse.

Vi kender det alle sammen – et par dage før rejsen, begynder vi stille og roligt at pakke bagagen. Dog er der ét problem. Der er ikke plads til alle sagerne.

For umiddelbart virker det – i teorien – urealistisk at pakke 7 eller flere dages bagage ned i én taske. Jeg har i hvert fald selv ødelagt alt for mange lynlåse, fordi jeg insisterer på, at det hele kan være med.

Dog er det med tiden – og en rejse eller ti – blevet lettere for mig at pakke bagagen. Og den viden, vil jeg naturligvis gerne dele med dig.

Du får herunder mine fem hurtige tips til at gøre det lettere at pakke bagagen. Dog er det ikke en mirakelløsning som gør, at du kan få alt dit tøj med på turen – men derimod en måde at pakke bagagen lidt klogere, end du sandsynligvis gør lige for tiden. Hvis du f.eks. rejser med kabinekuffert, kan det godt være en udfordring at pakke den effektivt til tider.

1. Pak dit tøj efter destinationen

Skal du et varmt sted hen, giver det mening at pakke efter et bestemt tema. Det giver ingen mening at tage flyverdragt med til Gran Canaria eller sandaler til skirejsen. Du sparer en masse plads i kufferten, hvis du på forhånd har gjort op med dig selv, hvilken slags tøj, du skal have med. Dette bringer mig videre til næste punkt på listen.

2. Følg din pakkeliste

Den letteste måde at overpakke kufferten er ved at smide den på sengen og åbne skabet. Så går der små 2-3 minutter og så står du med en kuffert fyldt med tøj, som stadig skal have plads til toiletsager, håndklæder, sko og andet lir. Så den største tjeneste du kan gøre for dig selv, er at udarbejde en pakkeliste til rejsen på forhånd, så du er 100% sikker på, at du får alle de vigtige sager med – og samtidig holder overblikket, så du ikke overpakker.

3. Pak dit tøj på kryds og tværs

Med kryds og tværs menes der, at du ikke bør pakke specifikke outfits i din bagage. Det fylder typisk ret meget, hvis du tager 3-4 af dine yndlingsoutfits med. I stedet bør du pakke med fokus på flest mulige outfits ud fra de enkelte stykker tøj. Jeg plejer altid at medbringe sorte jeans og chinos, cowboyjeans og grå jeans samt chinos. Så er det stort set ligegyldigt hvilket overtøj jeg tager med, fordi det kan komme til at passe sammen alligevel.

4. Rul tøjet sammen og spar plads

Hvis du ruller dit tøj i stedet for at folde det, kan du udnytte pladsen i kufferten bedre. Kort sagt bør du egentlig forestille dig, at du spiller tetris, når du pakker din bagage. Der er mange materialer som f.eks. bomuld og silke, som fylder minimalt, når det bliver rullet sammen. Når du så skal udfylde resten af hullerne mellem tøjet i kufferten, kan du med fordel bruge dit undertøj og strømper til dette. Et ekstra tip er at pakke strømperne ned i de sko, som du medbringer. Så undgår du samtidig, at dine sko bliver mast flade. Brug evt. en skopose, så bagagen ikke bliver snavset til.

5. Udnyt dit outfit på rejsedagen

Lad os tage den til next level, så du kan have så meget med som overhovedet muligt. Det giver ikke mening at pakke store stykker tøj i kufferten som f.eks. hættetrøjer eller striktrøjer. I stedet kan du bruge pladsen til at medbringe mere af dit andet tøj. Og så tager du simpelthen bare det store tøj på, når du skal rejse. Det er ikke imod reglerne at tage overtøj af i flyet – så det er jo perfekt.