Hvad er en erhvervslejekontrakt?

7. oktober 2019

Det er meget normalt for mange nye såvel som veletablerede virksomheder at drive virksomhed fra lejede lokaler.

En erhvervslejekontrakt er et juridisk dokument, der regulerer erhvervslejeaftalen mellem udlejer og lejer. En erhvervslejekontrakt lægger, i modsætning til en almindelig lejeaftale, typisk op til forhandling mellem parterne, hvorfor man oftest diskuterer indholdet af aftalen grundigt forinden selve underskrivelsen. Man gør derfor klogt i at sikre sig et godt udgangspunkt fra starten af ved at få en juridisk ekspert med indover forhandlingen.

Fælles for de fleste aftaler, gælder der ikke et krav om, at en erhvervslejekontrakt skal være skriftlig. Hvis blot én part ønsker, at aftalen er skriftlig, skal aftalen udfærdiges skriftligt.

Nogle af de punkter, der blandt andet er til forhandling i forbindelse med udfærdigelsen af en erhvervslejekontrakt er:

Lejens størrelse
Det er for parterne vigtigt at fastsætte det beløb, som lejer er forpligtet til at betale udlejer. I tilfælde af misligholdelse benyttes denne værdi til beregning af erstatning.

Lejeforholdets varighed
Lejeforholdets varighed fastlægger, hvor længe udlejer er forpligtet til at stille erhvervsejendommen til rådighed for lejer. Heri fastsættes der ofte opsigelsesbetingelser for begge parter enten i tilfælde af fortrydelse, misligholdelse eller almindelig ophør.

Fordeling af vedligeholdelsespligten
Vedligeholdelsespligten indebærer en pligt til at sørge for, at erhvervsejendommen er i overensstemmelse med parternes forventninger og hvad der ellers almindeligvis kan forventes.
Endvidere kan man tage stilling til håndteringen af eventuelle forbedringer /istandsættelsesudgifter.

Lejers ret til at lade en anden lejer overtage lejemålet
Det forekommer ofte, at en erhvervslejekontrakt indeholder en betingelse om, at lejer har ret til at overdrage lejemålet til en anden lejer. Dette gøres som udgangspunkt i tilfælde af, at lejer ikke længere ønsker at leje ejendommen, eller ikke længere er solvent.

Endvidere kan overdragelse af lejemålet ske i forbindelse med et salg/generationsskifte af virksomheden, hvorved der skal tages stilling til virksomhedens erhvervslejekontrakt. Alt efter vilkårene i erhvervslejekontrakten, kan prisen for hele virksomheden ændre sig markant.

Erstatning
I tilfælde af, at én af parterne i erhvervslejekontrakten misligholder deres forpligtelser over for den anden part, er der oftest inddraget en erstatningsklausul, der fastlægger, hvordan parterne kan opgøre skaderne over for hinanden.

Mangler ved det lejede
I tilfælde af, at lejer modtager lejemålet i en tilstand, der ikke stemmer overens med aftalen eller hvad der retmæssigt kan forventes, kan lejer gøre et mangelskrav gældende over for udlejer.

I tilfælde af at udlejer modtager lejemålet fra lejer i en tilstand, der ikke stemmer overens med erhvervslejekontrakten eller hvad der retmæssigt kan forventes, kan udlejer gøre et mangelskrav gældende over for lejer.

Opsigelse
Det er i enhver erhvervslejekontrakt en god ide at fastlægge rammerne for opsigelse for hver part. Endvidere kan det indføres, hvis virksomheden er personligt drevet, at der sker afståelse af lejemålet ved et generationsskifte af virksomheden.